Buddhismens rolle i samfundet (DK)
Buddhismens rolle i samfundet
Phendeling 18-09-16
Ming Bao
Kære vænner. Først vil jeg takke Ven. Tenzin Drolkar og Phendeling, for at igen have inviteret mig her til. Ani Tenzin og mig har jo haft et godt udbytte og samarbejde, de seneste to eller tre år, og det er jeg rigtig glad for! At vi praktiserer lidt forskellig slags Buddhisme er ikke nogen problem. Første gang jeg var her var den første gang i viste relikvierne. Måske var det 2005 eller 2006?
Buddhismens rolle i samfundet er jo et interessant spørgsmål. Om vi kigger på Buddhismen fra begyndelsen, så var det jo sådan at når man fulgte Buddha, så forlod man sit hjem, sin familie og samfundet. Man levede vid siden af. Man fik vist nok sin mad fra mennesker i samfundet, men i øvrig brød man sig ikke om det. Man havde ikke nogle forpligtelser mod samfundet, og hellere ikke nogle rettigheder. Fokus var helt på oplysning, Nirvana. Et var mulig i Indien den gang, og jeg tror nok at det er stadigvæk mulig. Der findes jo mange Sadhus og andre hellige mænd.
I dag ser det ikke rigtig ud på den måde i andre lande. Alle andre lande i verden vil ha kontrol over sine indbyggere. Sådan var det allerede når Buddhismen kom til Kina, i det første århundrede efter Kristus. Så, nu for tider er vi en del af samfundet, uanset om vil, eller ikke.
I 2008 blev jeg inviteret til at nærvær ved fejren av United Nations Day Of Vesak, Buddhaens fødselsdag i Hanoi med 4.500 deltagere fra hele verlden. Alt var betalt, flyv, hotel, mad, konferencer og udflugter. Temaet var ”Engaged Buddhism”, noget der er ret stort i Østasien nu for tider.
Flere av talerne, inklusive H.H. Dalai Lama, Ven. Mathieu Ricard og Tich Nat Hanh, talte så også om Buddhismens rolle i samfundet. Den sidste taler, Ajahn Brahm, en kendt Theravada munk fra Australien, afsluttede konferensen med ordene, ”Make more monks and less babies!” Det er jo også en måde at virke for et bedre samfund. Ikke? – Vi er allerede for mange mennesker her, der spiser for meget, bruger for meget energi og skaber for meget skrald og forurening, både på jorden, i havene og i atmosfæren.
Denne her, nu vigtige rolle, kan vi så dele op i flere dele:
Buddhismens oprindelige opgave: at befri mennesker fra sig selve, sit ego, ved at finde vejen, til sin oprindelige natur og videre til Nirvana.
At hjælpe mennesker ind for døden, og igennem Bardo til en god genfødsel.
Et socialt engagement, dvs. at hjælpe fattige og syge. At være et støtte for menneskene, i ens omgivelse. Dvs. Engageret Buddhisme.
At virke for fred mellem mennesker og i verden.
Den første punkt kender vi alle sammen allerede, så den behøver jo ikke tale om i dag. Så det, der av interesse i dag, er så vad vi mere kan gøre for vores medmennesker, både som private personer og som religiøst samfund.
1. Døden
Mange af os der praktiserer Buddhisme, synes også at døden, som begreb, er spændende, vi er nysgerrige på vad der mon sker, når vi ikke trækker vejret længere. – Sådan er det dog ikke med de fleste andre mennesker. Tvært i mod, så er de ofte bange for døden, de frygter den, for at de ikke ved vad der sker; om alt bare er slut; om man kommer til himmelriget; til helvede eller, om man bliver født igen. Man har ikke viden, og ikke kontrol, over hvad det er der sker.
I de fleste Buddhistiske traditioner så, når nogen i familien snart skal dø, så kalder man på en munk, en nonne eller, som i Japan, en præst. Det er en af de forpligtelser, der indgår i at være monastiker. Kedelig nok, så er det ofte sammenkoblet med penge. Familien skal betale den der kommer. Har man ikke råd, så bliver det en meget enkelt historie. Er man velhavende, så kommer munken hver dag, eller bor der hjemme, frem til overgangen mellem liv og død, og, i 49 dage efter, og holder ritualer, læser sutraer og andre tekster, for den der er ved at dø, eller lige har dødt, så at passagen sker stille og rolig, uden angst. Gerne med et smil…
Som jeg ser det, så skal alle mennesker tilbydes, samme mulighed til hjælp. Pengene skal ikke styre. Man giver bare hvad man kan, og det er fint nok. Dødsritualerne er en del af Dharman, og den må ikke være til salg!
At hjælpe med medfølelse, er ikke mindre vigtig i døden, end i livet, lærer Buddhismen os. Det er meget vigtig at hjælpe en person at have en ”god død”; for i et genfødsels perspektiv, så er døden den vigtigste ”livs krise” vi har.
Vores ideal, er at dø i en tilstand af, ro og bevidsthed, at med glæde mindes sine gode handlinger, hellere end at fortryde dem, så at der er de bedste muligheder for en god genfødsel, indenfor de grænser der sættes, af ens egen karma.
For ca. et år siden, tror jeg at det var, så kom Ani Tenzin over til os i Malmø og talte om døden og dødsprocessen, så jeg tror at de fleste af jer ikke er fremmed for at dø. Håber jeg da..
Socialt engagement
I Hanoi kom jeg i kontakt, med en Buddhistisk nonneorganisation fra Taiwan, der hedder Tzu Chi Foundation, og blev meget imponeret av deres arbejde. De har to fokus punkter:
At hjælpe fattige og hjemmeløse i verdens store byer, f.eks. i Bangkok, hvor jeg selv har mødt dem, i et telt på gaden hvor de gav mad til de sultende; i London, i Amsterdam, i New York med flere steder.
At hjælpe ved naturkatastrofer. Når der sker en jordbævning, eller en tsunami eller andet lignende, så setter de nogle nonner på første fly fra Taiwan dertil, og køber op mad, tæpper og telte på plads, så at der ikke går unødvendig tid til spilde. For de helt store organisationer, som det røde kors og andre, går der ofte en uge eller to før de er til stede, da de skal organisere det hele hjemmefra sine kontor, og finde et militær fly for at transportere tingene.
Så, om man vil give et finansielt bidrag, så skal man vide at 100% av dine penge går til hjælpen, da nonner jo ikke har nogen løn! Jeg ved ikke hvordan det er her i Danmark, men i Sverige har bestyreren for det røde kors ca. en million kr. i årlig løn. Det er donatorerne der betaler den…
På vores egen hjemmeside har vi en stadig indsamling til dem.
Buddhistisk etik har henvisninger for gode sociale relationer. De er lidt forskellige i forskellige kulture. En vigtig tekst er da Sigalovada Sutta, vor vi finder Vinaya for legefolk. Der finder vi Panca Sila, Paramitas og de sex Veje at tjene andre, som ens forældre, ens lærer/master/lama, ens kone/mand, munke og nonner, ansatte, tjenere og Braminer. Dette for at skabe harmoni, i ens personlige net af relationer. Såføllig kan vi bytte nogle af disse her mod andre, vi har jo ikke så mange Braminer her, eller tjenere…
Et overhængende spørgsmål, når vi taler om Buddhismens rolle i samfundet, er hvad kan vi gøre? En udmærket måde er jo så at begynde fra disse fem forskrifter, Panca Sila. I den første opfordrede Buddha sine disciple til at ”afstå fra drab, at få slut på drab, befri sig fra alle våben, at lære sig ydmyghed inden for andre, at lære sig ydmyghed i sig selve, at praktisere kærlighed og medfølelse og at beskytte alla levende væsener. En discipel træner sig i, at i sig selv fjerne alle ønsker at dræbe. På denne måde træner sig en Buddhas discipel i den første af de fem beviste øvelser.” Dette kan vi læse i Tripitaka’s Upasaka Sutra, Madhyama Agama.
Men, trods at alle religiøse og spirituelle traditioner er overens om, at fordømme drab, og trods at forskriften ”at ikke dræbe” er en af de mest universelt accepterede etiske regler, så ser, og møder vi konflikter hver dag, små og store. Derfor er det meget vigtig at vi som Buddhister, træner os i at finde forskellige måder at forhindre konflikter, og at lindre lidelse, at medvirke til forståelse og at helbrede, efter konfliktsituationer.
De øvrige fire forskrifter, er alle lige så vigtige, for et godt og harmonisk samfund. Om vi ikke drikker, stjæler, lyver eller er umoralske, så kan andre mennesker føle sig trygge og sikre med os. De ved, at de kan stole på en Buddhist. Jeg siger ofte til mine studenter, at om alle levede ifølge disse øvelser, så sku der ikke findes nogle krig, og alle mennesker sku være søde mod hindanden. Fint, ikke?
I Sverige, hade vi valg til både folketinget, amterne og kommunerne i søndags. Der var, og er stadigvæk, meget uro i samfundet, over hvordan det skal blive i de næste fire år. Menneskerne projicerer sin indbyggede rædsel for døden, manifesteret af egoet, på de mest forskellige ting. Det mest almindelige er, desværre, flygtninge. Især muslimske flygtninge. Disse stakkels mennesker, der håber, når de rejser fra et helvede, at de skal komme til det nordlige paradis, så pludselig finder sig selve i et andet helvede; det at ikke blive accepteret, at føle sig fremmed og uønsket.
Jeg må her skarpt markere, at kalder man sig Buddhist, uanset vikken tradition det end må være, så er det ikke OK at skille mellem mennesker. Særlig i Mahayana-buddhisme, vor vi jo har Bodhisattvan som idol. I vores tradition læser ofte denne her bøn:
Væsener utallige, vi lover at befri
Begær utallige, vi lover at beherske
Dharma uendelig, vi lover at mestre
Buddhans Vej er lige, vi lover at den vandre helt til ende.
De væsener der afses her, er alle levende væsener, mennesker af alle slag, dyr, guddomme og dem der er i de forskellige helveder. Alle! Det er ikke sådan, at visse kommer først, og andre siden.
Men, dette at acceptere alle andre mennesker, uanset hvor forskellige fra os selve, de virker at være, medfører også at vi må acceptere, og i det mindste forsøge, at elske de mennesker, vi sommetider vil kalde for onde.
I Sverige i dag, ser man ofte mennesker der demonstrerer, imod den voksende højre-ekstremismen. Deres motto er ”Ikke nogle racister på vores gader!” Det er måske fint, og jeg forstår godt hvorfor de gør det, men jeg er ikke sikker på at det skaber mere fred mellem menneskerne. Det kan lige så godt være sådan, at det får racisterne at holde mere fast ved sine vurderinger og sit had.
Om demonstranterne råbte ”Ikke nogen racisme på vores gader!”, i stedet for, så skulde det ikke være en angreb direkte mod menneskerne, men mod de dæmoner der har bosat sig i deres hjerter. Dæmoner af had, dæmoner af frygt, dæmoner af ignorance. Dæmoner lever på negative følelser. Om du taber dig selv, og går ind i vrede og had, så giver du næring til den dæmon der har fængslet det menneske, du har fremfor dig. Vi må ikke glemme, at alle mennesker har Buddhanatur, Bhutatathata. -Alle! Og, at all Dharma siger til os, at den eneste måde at strække sig ind til den, til Buddhanaturen, at frigøre både os selve og andre fra vores dæmoner, at rive vores indre murer, det er kærlighed i medfølelse. Mod alle! Enkelt, ikke?
Nej, det er svært. Meget svært. Men som Buddhister må det være vores mål, og også vores bidrag, til menneskeligheden. At forlade kampen mellem godt og ondt, for at se at vi alle, oprindelig, er gode. Nogle sidder bare dybere fast i vildfarelsens sump end andre.
Nu skal jeg fortælle historien om Angulimala: ——
Vi har alle mødt, og møder stadigvæk, Angulimala. I forskelige former; somme tider en lille Angulimala, somme tider en stor Angulimala, og næste gang du gør det, så spørg dig selv, ”Kan jeg hjælpe dette her menneske?” ”Kan jeg nå frem til ham, eller hende?” ”Eller, vil jeg bare gøre hans had større?” Om du føler at du ikke kan hjælpe ham, så gå bare din vej. Der er ikke nogen mening ved at spilde sin energi der hvor den ikke kan bruges. Spar den til nogen der har god brug for den.
Bodhisattvan er vores ideal. Men de fleste af os er ikke nogen fuldt udviklet Bodhisattva, endnu da. Vi er nødt til at acceptere vores begrænsninger. At vi er små mennesker. Vide at man gør sit bedste hver dag, og at være tilfreds med det. Du, alene, kan ikke frelse hele verden, ikke endnu…
Så, om vi går tilbage til denne her uro i samfundet, hvad kan vi som praktiserende Buddhister gøre? Svaret er både nemt og uhyggelig svært. Man skal ”bare” forstå at der enlig ikke er nogen grund for uro. Er man tryg i sig selv så er man også tryg i verden. At blive tryg i sig selv, er som i sikkert ved, noget der sker i meditation. De fleste Buddhister mediterer, på en eller anden måde. Så at meditere er et første trin, for hjælpe andre mennesker. I meditation vokser medfølelse. I medfølelse vokser et ønske, at alle skal have det godt. Også den nabo, der ser anderledes ud, eller gør tingene anderledes. Om vi kan skabe et dybt forankret lys af medfølelse, så påvirker vi de mennesker, der findes rundt omkring os, og medvirker til et bedre samfund. Enkelt, ikke?
Miljø
Så kommer vi til noget, der ligger mig personligt varmt om hjertet. Miljø og forurening. Jeg talte kort om det lige før. Når vi praktiserer meditation, i vært fald Chánmeditation og Mindfulness, så praktiserer vi fuld bevidsthed. Lige her, lige nu… Og, dette synes nogle måske lyder mærkelig; men på en vis mediterer vi nemmelig hele tiden, uanset om vi står, går, sidder eller ligger ned. Det er Buddhans egne ord. I Kina kalder vi det for Seng Huo Chán – meditation i hverdagen. Det var noget der var meget vigtig for min gamle mester, Jing Hui, og han talte tit om det.
Gør vi så det, så må vi også være bevidst om, hvad vi køber ind, hvad vi spiser, hvad vi smider væk og hvor vi smider det væk. Vi må spørge os om det er mulig, at genbruge det vi vil smide væk. Der hjemme tager vi vare på den mad der ikke går at spise – den bliver til brændstof i bybusserne. Andet der ikke kan genbruges smider vi i forskellige skraldespande så at det bliver brændt i en ovn med miljøfilter. Selv har jeg denne sommer en antiplastic kampagne. Der er næsten ikke nogen grund til at bruge plasticposer! Flere af de plastic-ting du har i dit køkken er giftige, når de bliver varme. Smid dem, men i den rette tønde!
Har i set billeder på alle de kilometer-store plastic-øer der findes i havene? Det er ikke ”nogen andens” plastic. Det er vores, alle sammen.
Nu er der måske nogle der vil blive oprørt, men når vi taler om mad, hvad spiser vi enlig? Er vores mad ren? Eller er den fuld med forskellige slags gifter? Hvorfor bliver vi syge og forkølet hele tiden, og der ikke er noget der hjælper længere? –Måske, er det for at vi spiser kylling og gris? I Sverige bliver vi hele tiden fortalt at Dansk kød er billigt for at det er fuldt med antibiotika. Så bliver vi immune. Og fortsat forkølet. Og antibiotikan skylles ud i havene og gør fisken steril. Om du nu virkelig blev oprørt, så bare meditere lidt mere. Enkelt, ikke?
Hvordan rejser vi så? Når vi skal til arbejde, når vi skal hente børnene, når vi skal købe ind, når vi skal til Phendeling? Eller når vi skal til et eksotisk sted, på ferie, på den anden side af jorden? I kender svarene alle rede, ikke? Men, det er jo lidt svært at købe ind eller at hente børnene med en almindlig cykel. Nu har jeg selv ikke nogle små børn mere, men jeg må jo købe ind, så at vi kan spise. Det gør jeg så med en Dansk ladcykel. Meget fin! Den kan jeg godt rekommandere. Lidt dyr, men i Sverige får vi dette år 25% af prisen tilbage fra staten, i miljø præmie.
Hvordan relaterer vi så til de ting vi tror at vi ”ejer”? Vi ”ejer” enlig ikke noget. De ting vi har, dem låner vi kun. Låner dem af universet. Når vi ikke skal bruge dem mere, så kan vi jo se om nogen anden kan bruge dem. Vi kan sælge dem i Den Blå Avis, give dem til hjælpeorganisationer, eller til vores fattige nabo. Mange mennesker bare køber og køber og køber. Låner mere og mere penge for at kunne købe mere. Og smider og smider og smider. Eller samler… som en Joakim von And.
Men, de bliver jo ikke mere lykkelige, eller? Nej, de skaber bare mere Dukkha, mere og mere dårlig Karma…
Så, med disse til syne ladende hårde ord vil jeg så gide jer mulighed for spørgsmål og diskussioner.